Hvordan kommunikerer vi med fremtidens gæster?
I 2023 viste en omdømmeanalyse udført af Voluntas for Frederiksborg, at yngre danskere (under 30 år) har et yderst begrænset kendskab til Frederiksborg. Der var mange overraskende – tenderende nedslående – resultater i omdømmeanalysen. Den harmonerede ikke med, hvor højt kendskabet til et museum af Frederiksborgs kaliber bør være. Kedeligt og gammeldags var nogle af de ord, der udover smukt var det dem, der trods alt hævdede at kende til os, brugte til at beskrive museet. Der var brug for at gøre noget inden for mange områder!
Museets 2024-2029-strategi blev udviklet blandt andet på baggrund af analysen, og i 2025 så museets kommunikationsstrategi dagens lys. I mange henseender rusker vi op i os selv. Puster fortsat støv af, men nu også i vores tone of voice og billedvalg. Vi vil have mere kant, være moderne og overraske. Vores sprog skal være levende og vække nysgerrighed – hvorfor skrive i passiv, når der sker noget virkelig spændende? Samtidig med at vi vil positionere Frederiksborg som en aktuel og vidensbærende stemme i offentligheden, vil vi engagere bredt og langsigtet og sikre relevans for nuværende og kommende generationer. Vi arbejder strategisk med udvalgte målgrupper og med altid at skabe resonans og engagement.
For at øge kendskabet til Frederiksborg blandt fremtidens gæster engagerede vi i 2025 start-up’en Højkant, der, som navnet angiver, laver videoer (reels!) på netop højkant. Højkant skaber sammen med museets kommunikations- og marketingafdeling netop engagerende videoer, der skaber resonans, men blandt en markant yngre målgruppe. Videoerne ligger på museets Youtube- og Tiktok-profiler samt delvist på Instagram. Kig forbi – forskellen i kommunikation til ældre og yngre målgrupper er til at få øje på. Tiktok-profilen blev oprettet i foråret 2025 og drives af Christine Due Kurish.