Digitaliseringen skrider fremad

Frederiksborgs samling består af ca. 90.000 genstande. At digitalisere samlingen er et omfattede projekt, både hvad angår fotografering, registrering og overførsel til ny database.

Flere kollegaer er hver dag bag kulisserne dedikeret til at digitalisere samlingen, så den på sigt bliver tilgængelig online. Museumsinspektør Frida Kuhn Nicolaisen blev per 1. november fastansat som ansvarlig for at digitalisere samlingen. Projektet er enormt. Så stort som samlingen selv. Men indenfor rækkevidde er første version af ‘Frit Frederiksborg’. Mens ekstern fotograf Iben Kaufman løbende affotograferer malerier og andre genstande, omregistrerer og registrerer Frida genstande og overfører værkerne til en offentlig database. På sigt skal samlingen være tilgængelig via en ny version af frederiksborg.dk. Samlingsassistent Anton Rindholdt assisterer på affotograferingsprojektet. Indtil videre er der fotograferet 9000 værker.