Indlæser Begivenheder
Faste udstillinger

Ordenskammeret

Fra 17. juni 2026
Faste udstillinger 1 / 3

En ny præsentation af de kongelige danske ridderordener

De Kongelige Danske Ridderordener, medaljer og hæderstegn

Tusindvis af våbenskjolde pryder galleriet i Frederiksborg Slotskirke og de store trappeopgange på slottet. Slotskirken rummer De Kongelige Danske Ridderordeners Kapel, hvor Elefantordensriddere og Storkorsriddere af Dannebrogordenen gennem århundreder har fået ophængt deres våbenskjolde.

I det tidligere kongelige bedekammer med udsigt over kirkerummet præsenterer Ordenskammeret Frederiksborgs samling af kongelige danske ridderordener, medaljer og hæderstegn. Her kan du opleve Elefantordenen, Dannebrogordenen, Fortjenstmedaljen, Belønningsmedaljen, medaljen Ingenio et Arti samt en række sjældne ordener, der ikke længere uddeles.

Du kan også møde fire danskere, som er blevet hædret med ridderkors eller medaljer, og høre deres personlige fortællinger om betydningen af anerkendelse og hæder.

I 1671 indstiftede Christian 5. Dannebrogordenen som supplement til den gamle og ærværdige Elefantorden. Dannebrogordenen blev præsenteret som en videreførelse af middelalderens ridderlige traditioner, og det var også Christian 5., der indrettede ridderordenkapellet i Frederiksborg Slotskirke.

I 1808 moderniserede Frederik 6. Dannebrogordenen efter fransk forbillede. Fremover var det ikke længere kun adelige og højtstående embedsmænd, der kunne modtage ordenen. Også almindelige borgere kunne hædres for deres indsats og bidrag til samfundet – præcis som i dag.

Om Frederiksborg Slotskirke

Frederiksborg Slotskirke blev opført af Christian 4. og stod færdig i 1617 som en del af det prægtige slot, han lod opføre på stedet, hvor han blev født. Allerede i kongens levetid blev kirken åbnet for byens borgere, da den lokale sognekirke brændte. Frederiksborg Slotskirke fungerer fortsat som sognekirke i dag.

Under enevælden blev de danske konger salvet i Slotskirken. I 1694 lod Christian 5. kirken indrette som kapel for de danske ridderordener – en funktion, den stadig varetager. Den dag i dag ophænges våbenskjolde for Elefantordensriddere og Storkorsriddere af Dannebrogordenen i kirken.

Fra 2026 kan museets gæster gennem Ordenskammeret få indblik i det danske ordensvæsen og de traditioner, der knytter sig til De Kongelige Danske Ridderordener.

Om De Kongelige Danske Ridderordener

Læs mere om De Kongelige Danske Ridderordener, Ridderkapellet og våbenbøgerne på Kongehusets hjemmeside.

Montren i udstillingen er fremstillet af møbelsnedker Teis Dich Abrahamsen i samarbejde med kurator Annesofie Becker. 
Peer Klausen, Gadget Group, har sammen med lysmester Jesper Kongshaug stået for lyssætning af både montren og rummet, Klaus Blomkvist for smedearbejdet, Michael Jensen, k grafik, for grafikken.

Audioguide

Lyt til audioguiden, indtalt af Tore Leifer, og få meget mere at vide om ridderordenerne og våbenskjoldene i Ordenskammeret.