Talk med Tore Leifer: Med Emma Paaske og Mette Houlberg Rung
Om det nye kongeportræt og Riddersalens fyrster
I Riddersalen hænger regenterne på række, fra Christian 9. og frem. Den 25. september kommer Kong Frederik 10. til. Det ny portræt er det seneste led i en fortælling, der har været under opbygning, siden Glücksborgerne kom på tronen og Frederiksborg blev indrettet som museum.
Tore Leifer inviterer historikeren Emma Paaske (kendt fra Dronningeriget) og Frederiksborgs samlings- og udstillingschef Mette Houlberg Rung til en samtale om, hvad et regentportræt egentlig skal kunne. Vi taler naturligvis om Cathrine Raben Davidsens nye portræt af Kongen og hendes bidrag til Glücksborgernes billedgalleri.
Og så taler vi om de andre konger og dronninger i Riddersalen, inklusive Christian 9.s og dronning Louises børn og svigerbørn: kong Georg af Grækenland, Edward 7. af Storbritannien, Irland og Indien, og kejserinde Dagmar af Rusland.
Hvorfor lader magten sig male? Hvad fortæller portrætrækken om, hvordan Danmark har set på sine konger og dronninger — og hvem der har fået lov at hænge på væggen? Og hvordan ser et kongeportræt ud i et land, hvor monarkiet ikke længere hviler på magt, men på tillid og tilstedeværelse?
Emma Paaske er historiker og arkivar ved Rigsarkivet og en af landets mest markante formidlere af kongehusets historie. Hun er vært på DR’s Dronningeriget og har sammen med Cecilie Nielsen udgivet Danske dronninger (2025), en nyskrivning af Ellen Jørgensen og Johanne Skovgaards værk fra 1910 med de kvinder i centrum, som historien ofte har placeret i anden række.
Arrangementet foregår i Riddersalen – omgivet af de værker, vi går i dybden med.
Spørgsmål og svar
Hvad koster det at deltage?
Almindelig billettakst + arrangementsgebyr på 75 kr.
Jeg har årskort – skal jeg bestille billet?
Ja, det skal du. Men du skal bestille billet. Til dette arrangement, er der et arrangementsgebyr på 75 kr.
Jeg har årskort – kan jeg tage en ledsager med?
Ja, men husk at bestille en ekstra årskortbillet til din ledsager. Der er denne gang et arrangementsgebyr på 75 kr.
Hvordan ved jeg, at jeg har købt den rigtige billet?
Arrangementets navn fremgår på billetten.
Arrangementet fremgår ikke på billetten?
Så har du købt en almindelig dagsbillet til almindelig billettakst. Henvend dig til info@frederiksborg.dk
