Talk med Tore Leifer og Sara Alfort: Da træerne voksede ind i himlen
Mød forfatter Sara Alfort i samtale med Tore Leifer om de unge skandinaviske kvinder, der i 1880’erne og 90’erne rejste ud i Europa for at male, uddanne sig, udstille – og leve et større liv i Athen, Firenze, Rom og Paris.
I 1928 stod den monumentale gobelinudsmykning i Frederiksborg Slots Riddersal færdig. Den blev vævet af mere end 50 kvinder over næsten 30 år. I spidsen stod tekstilkunstnerne Kristiane Konstantin-Hansen og Johanne Bindesbøll, der skabte et levende, kvindeligt arbejdsfællesskab og udfordrede tidens normer for køn, kunst og arbejdsliv.
Kristianes lillesøster, maleren Elise Konstantin-Hansen, er blandt de kunstnere, Sara Alfort skriver om i sin seneste bog, Da træerne voksede ind i himlen. Det er fortællingen om en generation af kvindelige kunstnere, der modtog medaljer og stipendier – men siden blev fortrængt fra kunsthistorien. Blandt dem Eva Bonnier, Hanna Hirsch-Pauli, Kitty Kielland, Harriet Backer, Agnes Slott-Møller og Bertha Wegmann.
I samtalen giver Sara Alfort stemme til både kunstnerne og kvinderne bag gobelinerne – drevet af ambition, skabertrang og ønsket om et selvstændigt liv.
Efter arrangementet kan bogen købes i museumsbutikken til særpris og signeret.
