Slottet som side
Christian 4. tænkte stort. Meget stort. Med inspiration fra Europas fornemste fyrsteresidenser skabte han et storslået renæssanceslot, der breder sig over tre øer i Slotssøen. Et kongeligt byggeri i europæisk særklasse.
På denne side kan du se og læse om Frederiksborgs bygninger og historie.
Før du scroller videre, skal du vide én ting: Du kan komme indenfor! Frederiksborg er ikke bare et pragtslot, men et kæmpestort museum fyldt med oplevelser. Bag slottets røde mure venter imponerende pragtrum og et nationalhistorisk museum med Danmarks nationale portrætgalleri. Dørene står åbne for dig hver eneste dag, året rundt. Læs om museet her (åbner i ny fane).



Bygget på tre øer i Slotssøen
Frederiksborg Slot ligger smukt på tre små holme i Slotssøen i Hillerød. På den første slotsholm, langs "Staldgade", ligger oprindelige staldbygninger og tårne fra det første Frederiksborg. På den midterste slotsholm springer Netptunspringvandet omkrandset af Kancellihuset, Porttårnet, Slotsherrens hus og en tidligere vognport, der i dag er museets restaurant "Rabarbergaarden Slottet". På den midterste ø findes også Fadeburslængen og Audiensbygningen, der er forbundet med Kongefløjen. På den sidste slotsholm ligger selve hovedslottet med Kongefløjen , marmorgalleriet og de to sidefløje Prinsessefløjen og Kirkefløjen, der er forbundet af en lavere terrassebygning. Frederiksborg Slotskirke optager to etager i Kirkefløjen.

Arkitektur
Frederiksborg Slot rejser sig majestætisk i Slotssøen. Hovedslottet på den nordlige ø er et enestående bygningsværk opført i klassisk nederlandsk renæssancestil. På Kongefløjen renoveres og genskabes Christian 4.s marmorgalleri. Slottet blev opført for at vise kongens magt, og arkitekturen kan føres tilbage til nogle af datidens største bygningsherrer.
Marmorgalleriet
I 1600-tallets begyndelse lod Christian 4. et imponerende skulpturensemble opstille på slottet. Med antikkens guder i marmor ville han knytte sig selv til den magt og evighed, de stod for. Nu kan du opleve skulpturerne på slottets stueplan og i Christian 4.s gamle vinkælder, som til lejligheden er blevet til udstillingsrum.
Pragtrum
Riddersalen. Audienssalen. Englesalen. Frederiksborg Slotskirke. Slottets pragtrum er en del af museumsoplevelsen! Gå på opdagelse i slottets imponerende sale, hvor overdådige udsmykninger, storslåede kunstværker og fascinerende fortællinger bringer Danmarks historie til live. Hver sal rummer sin egen unikke historie og giver et indblik i tidens magt og pragt.
Den katastrofale brand
Natten mellem d. 17. og 18. december 1859 ramte en tragedie Frederiksborg Slot. En brand hærgede slottet, og det meste af hovedslottets indre og tagkonstruktion gik tabt. Herefter blev slottets ydre genopført i oprindelig stil. Den forreste og midterste slotsholm gik fri af den katastrofale brand og står derfor som på Christian 4.s tid.
