I 1639 fandt en bondepige det første af de to guldhorn i muldjorden nær Møgeltønder. I 1906 malede Harald Slott-Møller Pigen der finder guldhornet – iscenesat i et helt andet landskab, et fjordlandskab der godt nok emmer af ‘danskhed’, men ikke ligner den flade mark, hvor hornet blev fundet.
Pigen med det kloge, intense blik er ifølge Harald Slott-Møllers egne erindringer samtidig et billede af hans hustru Agnes og hendes næsten mystiske evne til at leve sig ind den danske middelalder. Maleriet er blevet plakat og ikon for vores nye, store udstilling Moderne middelalder – Agnes og Harald Slott-Møller.

Harald sammenligner Agnes’ evne med en ønskekvist. En gren, som man ifølge overtroen kunne bruge til at finde vandkilder under jorden. Sådan har Agnes åbenbart forbindelse med selve historiens kilde – eller måske danskhedens kilde?
I sin essaysamling Nationale Værdier fra 1917 fremlægger Agnes Slott-Møller selv sit kunstneriske projekt: At vække nationalfølelsen og gennem skildringer af folkeviser og historisk vigtige figurer inspirere til at genopdage det, hun så som en nedarvet, men slumrende nationalånd.

Danmark havde mistet en tredjedel af sit areal i 1864, og både Agnes og Harald var dybt bekymrede for Danmarks fremtid. Deres optagethed af middelalderen kan derfor ikke adskilles fra deres store politiske engagement i samtiden. Det kan ligne en romantisk flugt fra nutiden, men det var faktisk en aktiv strategi, hvor historiske helte skulle fungere som forbilleder for fremtiden.
Men kan man virkelig se frem ved at kigge bagud?
Hvordan kan middelalderen være en vej ind i det moderne?

Jeg (redaktør Tore Leifer) har selv været dybt inde i arbejdet med at skabe udstillingen, og i denne episode af PORTRÆT taler jeg med udstillingens kurator Lejla Mrgan.

Herunder ses Harald Slott-Møllers Pigen der finder guldhornet (1906) og derefter Agnes Slott-Møllers Jomfru Blidelil (1899) og Oluf, Margrethes søn (1890-91) samt nederst Harald Slott-Møllers Bebudelsen (1928-29).