A 872

PORTRÆT #144: KONGELIGT QUEER – PLIGT, KÆRLIGHED OG BEGÆR

Krig, fløjtespil og mænd var de tre ting, Frederik den Store af Preussen var mest interesseret i. Som 18-årig blev han tvunget til at se sin elsker blive henrettet. Som voksen blev han en modbydelig og kvindehadende ægtemand for sin dronning. Hans lystslot Sanssouci var helliget mandlige fællesskaber og mandlig sex. Kvinder havde ingen adgang.
Frederik isolerede sig mere og mere, døde uden arvinger og blev efterfulgt på tronen af sin nevø.
Hvad gør det ved et menneske, en regent, når det er umuligt at leve op til forventningerne om heteroseksuelt ægteskab og kravet om forplantning: at sikre en arving til dynastiet og tronen?

Forfatteren Lars Oskan-Henriksen har skrevet bogen ”Kongeligt Queer” om kongelige normbrydere gennem 700 år. Om kongelige skæbner fanget mellem pligt, kærlighed og begær.
I denne episode af PORTRÆT taler vi om Edward 2. af England (død 1327) og hans elsker Piers Gaveston, som begge måtte lade livet.
Vi taler om James 6. af Skotland (1. af England, død 1625), om dronning Kristina (død 1689) og Karl 12. (død 1718) af Sverige, om dronning Anne af England og Skotland (død 1714), og om Frederik den Store af Preussen (død 1786), som efter en rædselsfuld barndom og ungdom selv blev en rædselsfuld ægtemand.

James 6. af Skotland – James 1. af England – var gift med Christian 4.s storesøster Anna, og de fik sammen bl.a. sønnen Charles 1. (som senere blev halshugget). Men ægteskabet med Anna forhindrede ikke James i at muntre sig med en række unge mænd, som han forfremmede og gav fine titler og positioner ved hoffet.
Tegningen af F.C. Lund (1858) er fra Frederiksborgs store samling.
Dronning Kristina af Sverige nægtede at lade sig “pløje” af en mand. Hun blev aldrig gift, fik ingen arvinger, og frasagde sig i øvrigt tronen. Hun konverterede til katolicismen og flygtede ud af Sverige for at rejse til Rom.
Maleriet af David von Beck (1652) er fra Frederiksborgs store samling.Karl 12. af Sverige tilbragte næsten hele sin regeringstid på felttog i Rusland, Ukraine osv. og blev dræbt af en dansk-norsk kugle ved fæstningen Frederiksten i 1718. Han blev aldrig gift og fik ingen arvinger. Var han “gift” med hæren og landet? Var han måske aseksuel?
Maleriet (formentlig malet 1707 af J.D. Schwarts efter David von Kraft kan du se i stue 43 på Frederiksborg.

Frederik 2. (den Store) af Preussen er beskrevet nøjere ovenfor.
Miniaturen af W.A. Müller (1762) er i Frederiksborgs store samling.