PORTRÆT #132: JULIANE MARIE – OND STEDMOR ELLER DYGTIG DRONNING?

Det var i 1775, at Den Kongelige Porcelainsfabrik blev grundlagt med enkedronning Juliane Marie som en af initiativtagerne og hovedaktionærerne. Det menes endda, at det var hende, der valgte de tre blå bølger som fabrikkens kendemærke.

Juliane Marie var Frederik 5.s dronning nr. 2.
Den folkekære dronning Louise døde kun 27 år gammel, og det lykkedes aldrig den mere reserverede Juliane Marie at blive lige så populær som sin forgænger.
Hun er blevet set som hustru og som enkedronning, som stedmor til Christian 7. og som involveret i kuppet mod Struensee i 1772.
Men hvem var hun egentlig? Hvem var hun som menneske?
Juliane Marie lagde – ligesom Elizabeth 2. i The Crown – enormt stor vægt på, at der var orden i “firmaet”. Hun kaldte det selv for enighed i “huset”.
Men hvorfor bliver kvinder med magt altid set som onde og manipulerende?
Gæst i denne episode er historikeren Emma Paaske.
Sammen med Cecilie Nielsen har hun her i 2025 genudgivet Ellen Jørgensen og Johanne Skovgaards bog fra 1910, Danske dronninger.

Nederst ser du årets juleplatte fra Royal Copenhagen med Juliane Maries buste i en vinduesniche på Frederiksborg. Den er tegnet af kunstneren Allan Therkelsen.
På det store portræt, malet af af Johann Georg Ziesenis efter Frederik 5.s død i 1766, ser vi Juliane Marie som enkedronning med sort slør over skuldrene. Hun holder et portræt af sin og kongens søn, Christian 7.s yngre halvbror, arveprins Frederik, som efter hendes mening ville være langt bedre i stand til at regere end den mentalt ustabile Christian. På brystet bærer hun ordenen L’union parfaite som minde om sit ægteskab med kongen.
Portrættet hænger normalt i stue 50, men kan i øjeblikket ses på Sorø Kunstmuseum.

Nedenfor et billede af stue 48, vores smukke rokokorum helliget Frederik 5.s tid. Helt til venstre, på konsolbordet under væguret, står to vinkølere lavet til Juliane Marie på Den Kongelige Porcelainsfabrik.
Juliane Maries storebror havde allerede i 1747 grundlagt sin egen porcelænsfabrik – og hendes svoger, Frederik den Store, grundlagde i 1763 en porcelænsfabrik i Berlin. Juliane Marie var helt klar over, at også Danmark måtte knække koden, gennemskue den hemmelige opskrift på porcelæn og have sin egen fabrik. Det lykkedes altså i 1775.
Vores audioguide om porcelæn i Danmark gennem 400 år og porcelænsfabrikkens jubilæum kan du høre, når du besøger museet – eller hjemme i din egen hyggelige sofa.
https://app.smartify.org/da-DK/tours/porcelaen