PORTRÆT #140: GOBELIN – I TRÅD MED TIDEN

I 1928 stod den store gobelinudsmykning i Frederiksborgs Riddersal færdig. Gobelinerne blev vævet af mere end 50 kvinder over en periode på næsten 30 år.
Nogle kom fra kunstnerhjem, nogle var selv kunstnere, alle var de moderne kvinder, der forsørgede sig selv gennem deres fag. 
I spidsen stod tekstilkunstnerne og entreprenørerne Kristiane Konstantin-Hansen og Johanne Bindesbøll, som her skabte et levende kvindeligt arbejdsfællesskab, der var med til at udfordre normerne for køn, erhverv og familieliv. Tekstilkunstnere, vævere og kunsthåndværkere, der var drevet af skabertrang, ambition og ønsket om et selvstændigt liv
Forårets og sommerens store udstilling på Frederiksborg er GOBELIN – I tråd med tiden. Den er åben helt indtil 6. september. Den viser ikke mindst den kunstneriske sammenhæng, som Frederiksborgs gobeliner indgår i. Et krydsfelt mellem William Morris’ Arts & Crafts, Art Nouveau og Skønvirke, hvor de moderne kvinder får sat deres præg på de smukke billedvævninger.
I denne episode af PORTRÆT fortæller udstillingens kurator, kunsthistoriker Lene Bøgh Rønberg, sammen med seniorforsker, historiker Tina Langholm Larsen og forskningschef, historiker Lone Kølle Martinsen om udstillingen og den smukke bog, der også er udkommet.
Herunder ses nogle af værkerne på udstillingen.