Frederiksborg søger en fagligt stærk museumsinspektør med fokus på fotografi og samtidskunst
Et imponerende slot, en fantastisk samling og skønne kollegaer. Vil du være med på holdet, når Frederiksborg skal forny sig selv og skabe et tidssvarende museum i de historiske rammer? Frederiksborg rummer bl.a. en mangfoldig fotosamling samt en stor samling af kunst fra i dag. Vi søger derfor en faglig stærk museumsinspektør med speciale indenfor fotografi og samtidskunst. Udover at varetage det daglige arbejde med samlingen, skal inspektøren fokusere på en påtænkt nyophængning af de faste samlinger og være med til at konceptualisere og producere museets kommende særudstillinger.
På Frederiksborg arbejder vi tværfagligt og inspireres af forskelligheder. Teamet af museumsinspektører skal supplere hinanden på tværs tid og fagligheder, men fælles er, at man er nysgerrig og har lyst til at formidle, aktualisere og diskutere historien og kunsten – både med hinanden og med museets gæster.
Dine kvalifikationer:
- Relevant længerevarende uddannelse, gerne ph.d., i kunsthistorie/historie/etnologi/visuel kultur/litteraturhistorie eller tilsvarende kvalifikationer
- Erfaring med at kuratere og producere udstillinger
- Stærkt fagligt netværk i ind- og udland
- Projektlederkompetencer
- Stærke formidlingsevner i både skrift og tale og kan formidle viden til et bredt publikum
- Evne til at arbejde selvstændigt med blik for fællesskabet
Vi tilbyder:
- Mulighed for at arbejde med en fantastisk samling, der spænder fra 1400-tallet til i dag
- Enestående rammer på et af Danmarks smukkeste slotte
- At være med til at forme fremtidens Frederiksborg
- Dedikerede og ambitiøse kollegaer, der deler ambitionen om at åbne samlingen op og gøre museet relevant og levende
Vi stræber efter at være en arbejdsplads, der kendetegnes ved dialog, tillid og åbenhed. Vi tror, at mange forskellige perspektiver gør arbejdspladsen rigere – og museet bedre. For at skabe et godt fælles arbejdsmiljø vægter vi fysisk tilstedeværelse højt, så hjemmearbejde er kun muligt i begrænset omfang. Til gengæld får du en smuk arbejdsplads med udsigt til Neptunspringvandet og tonerne fra klokkespillet som baggrundsmusik.
Yderligere oplysninger om stillingen kan fås ved henvendelse til Samlings- og udstillingschef Mette Houlberg Rung, mobil 52106235.
Stillingen er 37 timer om ugen. Tiltrædelse 1.3. 2026. Løn og ansættelsesforhold fastsættes i henhold til gældende overenskomst med Dansk Magisterforening.
Send din ansøgning med CV til chefsekretær Dorthe Heedegaard på job@frederiksborg.dk senest søndag den 11.1.26. Skriv venligst ‘Museumsinspektør med fokus på fotografi og samtidskunst‘ i emnefeltet.
Samtaler forventes afholdt 22.1.
Du kan læse mere om museet her.
Museet er en del af Carlsbergfamilien, som du kan læse om her: