Forord

Frederiksborg er nu åbenlyst under forandring. Nye kollegaer kommer til. Gamle øjne ser med nye øjne. Nye samarbejder opstår. Der blæser en vind, som nænsomt giver plads og lader nye idéer spire frem. Man mærker det som gæst i mødet med museets udstillinger, aktiviteter og personale. Det gennemsyrer vores årsberetning. Man mærker det som kollega: Vi forandrer for at ruste museet og dets gæster til fremtiden. Direktør Ulla Tofte beretter indledningsvist om, hvordan vi skaber Fremtidens Frederiksborg. Tag med et år længere ind i den strategiske retning.

Sara Juel Andersen
Kommunikationschef

 

Foto: Jonathan Damslund

Fortiden forpligter

Da Frederiksborg blev grundlagt som nationalhistorisk museum i 1878 var det fordi grundlæggeren, J. C Jacobsen han mente, at danskerne havde brug for at kende og forstå en fælles fortid for at kunne skabe en ny og bedre fremtid.

I dag – 150 år senere – fornyer vi visionen for Frederiksborg. I en tid hvor krige og konflikter er rykket meget tæt på, hvor demokrati og ytringsfrihed er under pres og hvor kunstig intelligens giver en følelse af at vi er på vej mod noget ukendt, er et museum for national identitet pludseligt blevet vigtigt igen. Ikke som noget bagudskuende  og ekskluderende men med nye, kollektive fortællinger, der både kan rumme store forskelle og danne grobund for fremtidens samfund. Fornyelsen af visionen indebærer også en modernisering af museet på længere sigt.

Ulla Tofte. Foto: Jonathan Damslund

 I 2025 har vi så småt taget hul på ’moderniseringen’ bag kulisserne. Et stort arbejde med at digitalisere hele samlingen er godt i gang og skal i fremtiden føre til ‘Frit Frederiksborg’ – en åben platform hvor hele museets samling er tilgængelig. Og med særudstillinger, bogudgivelser og podcasts har vi løbende arbejdet med at gøre samlingen – og dermed museet relevant for flere. Målet er, at mindst halvdelen af vores besøgende skal være danskere og vi er godt på vej.

Året er også blevet brugt til at forme de store planer, der skal gøre Frederiksborg tidssvarende. Det drejer sig nye publilkumsfaciliteter, bedre adgangsforhold, moderne belysnings- og sikringsforhold og en tidssvarende præsentation af samlingen. Alt sammen aktiviteter, der peger i den retning, som museet strategi udstikker: Et museum til tiden – i rammer fra fortiden.

Ulla Tofte
Direktør