Ferieaktiviteter for børn

Frederiksborg er også for børn!

Forår, sommer, efterår og vinter. De fire årstider med kortere og længere ferieperioder bringer sammen med temaer i særudstillinger oplevelser for børn, når de besøger Frederiksborg. I påskeferien og igen i sommerferien åbnede vi en verden af mytologiske fortællinger i forbindelse med, at Rasmus Myrups sagnvæsner gæstede Frederiksborg: Nøkken, Nissen, Mosekonen og Mor Grib, i versioner ikke tidligere set. I alt 16 moderne udgaver af danske sagnfigurer var placeret rundt om på slotte, og i påsken kunne børn og deres familie udforske sagnfigurernes historier og deltage i de kreative aktiviteter inden og ude. Myterne blev bragt til live på Frederiksborg!

Silhuetværksted i Forglem mig ej

I vinterferien udfoldede de besøgende deres kreativitet i værkstedet med afsæt i særudstillingen Forglem mig ej. Her skabte de aftryk med både hænder og redskaber, som dannede raffinerede mønstre i små postkortværker.
Aktiviteten indbød til sanselig fordybelse, hvor materialer og bevægelser tilsammen blev til personlige og æstetiske udtryk.

Mytiske Skitser: Tegn skitser som en ægte kunstner!

Med et tegnebræt, en blyant og et skitseark med øvelser og sendte vi besøgende på opdagelse blandt Rasmus Myrups skulpturer rundt omkring på museet for at blive inspireret af Rasmus Myrups mytologiske figurer og museets historiske kunstværker – og selv blive skaberen af et helt nyt væsen. Herefter kunne man bruge sin skitsetegning som inspiration i påskeferiens andet værksted – skulpturværkstedet!

Milde vilde væsener – skulpturværksted

Med naturmaterialer fra Slotshaverne, garn og stof kunne man i det kreative udendørsværkstedgive liv til sin helt egen skulptur. Venligt eller uhyggeligt? Smukt eller vildt? Kun fantasien kunne sætter grænser. Skulpturværkstedet var i påskeferien for første gang placeret udenfor – nemlig på græsset mellem Rabarbergaarden Slottet og Slotsherrens Hus. I sommerferien rykkede værkstedet ind under balustraderne i indre slotsgård.

På sporet af

I efterårsferien begav gæsterne sig ud på en opdagelsesrejse blandt både himmelrummets planeter og kulturens kendte stjerner i aktiviteten ‘På sporet af’, med afsæt i den nyrestaurerede Himmelglobus (og som led i aktiveringen af Ikonisk).
I værkstedet fremstillede børn egne stjernekikkerter og skabte fantasifulde planeter, der forbandt videnskab og kreativ udfoldelse.