
Installation: BLÅ JUL
Royal Copenhagens juleplatter iscenesat.
Royal Copenhagens juleplatter iscenesat.
I anledning af 250-års jubilæet for Den Kongelige Porcelainsfabrik præsenterer vi en sanselig installation, hvor et af Royal Copenhagens ældste samleobjekter, juleplatten, iscenesættes i Riddersalen. Bag installationen står den prisvindende scenograf Julian Toldam Juhlin, der har stået bag opsætninger på bl.a. Det Kongelige Teater.
Kulturarv møder kulturarv i et abstrakt og sanseligt univers med 118 juleplatter under Riddersalens rigt udsmykkede loft. Nogle juleplatter er yderst sjældne og vises i særskilte montrer. Andre – og langt de fleste – er velkendte motiver fra vægge og juleborde og indgår i den spektakulære opdækning. Velkommen til BLÅ JUL, hvor alle Royal Copenhagens juleplatter siden den første lancering i 1908 er samlet.
Ud over den store juleplattesamling skal du se skitser og forarbejder til årets juleplatte, som har en helt særlig tilknytning til Frederiksborg.
Frederiksborg har været motiv på juleplatten hele tre gange: i 1953, 2022 og 2025. Dette års juleplatte fra Royal Copenhagen markerer naturligvis fabrikkens 250-års jubilæum og viser en buste af Enkedronning Juliane Marie, der var en af grundlæggerne af Den Kongelige Porcelainsfabrik i 1775. Ved siden af busten af hende i vindueskarmen står den allerførste årlige platte fra 1908, og gennem vinduet kan man se kirketårnet på Frederiksborg Slot, hvor Juliane Marie blev gift med Frederik 5. i 1752.
Motivet er skabt af kunstneren Allan Therkelsen, der har skabt juleplattemotiver og figurer for Royal Copenhagen gennem flere årtier.
Find motivet: På 2. sal i Prinsessefløjen på Frederiksborg står busten af Juliane Marie, og her kan man selv se ud ad vinduet mod kirketårnet, så man nærmest selv kan genskabe juleplattens motiv.
Ud over installationen i Riddersalen kan du gå gennem århundrederne og opleve slottets smukke lysekroner, der i de mørke timer skaber en særlig stemning i vintermånederne.
Prøv også Frederiksborgs audioguide til museets permanente porcelænssamling. Audioguiden er udviklet af redaktør Tore Leifer ligeledes i anledning af 250-året for Royal Copenhagens grundlæggelse. Se portrættet af dronning Juliane Marie på 2. sal i Prinsessefløjen, når du hører om de første kongelige porcelænsstel fra fabrikken.
Frederiksborg Slotskirke fungerer som sognekirke og alle er velkomne til at opleve gudstjenester i Kirken herunder også højmesser i julen. Bemærk at de næsten 600 pladser til højmesser i Slotskirken er eftertragtede. Programmet opdateres og kan findes her i efteråret 2025.
Slotskirken lukkes for adgang fra museet under gudstjenester og højmesser, men i al øvrig tid er der adgang til Slotskirken fra gallerigangen med våbenskjolde og fantastisk udsyn over kirken på 1. sal.
Den kongelige families våbenskjolde hænger i kirkens sydlige ende bag det verdensberømte Compeniusorgel, der er verdens ældste fungerende orgel i funktion. Der er som udgangspunkt koncert på orglet hver torsdag.