Indlæser Begivenheder
Faste udstillinger

Oplev i samlingen: Ridderordener på Frederiksborg

Fra 16. juni 2026
Faste udstillinger 2 / 3

En præsentation de kongelige danske ridderordener

Frederiksborg Slotskirke har siden 1694 fungeret som kapel for de kongelige danske ridderordener. Christian 5. indrettede faste pladser i kirkens galleri til ridderne af Elefantordenen og Dannebrogordenen. Hver ny ridder fik sit våbenskjold ophængt som tegn på optagelsen. De mange skjolde, der i dag breder sig på kirkens vægge og i trappeopgange, fortæller historien om over tre århundreders tradition. Våbenskjoldene fortæller hver deres særlige historie.

Frederiksborg skaber i samarbejde med Ordenskapitlet en ny samlet præsentation af ordenerne. I Dronningens bedekammer – med udsyn til det imponerende ridderkapel – giver præsentationen indblik i ordenernes historie, deres symboler og deres rolle i nutiden.

Danmark har to kongelige ordener: Elefantordenen, der kan spores tilbage til 1400-tallet og i dag tildeles kongelige og statsoverhoveder, og Dannebrogordenen, som blev indstiftet i 1671 og senere udvidet, så en videre kreds af borgere og senere kvinder kunne optages. Frederiksborg er fortsat det historiske hjemsted for Ridderkapellet og de to ridderordeners heraldiske tradition. Med den nye præsentation af ordensvæsenet sætter vi fokus på en betydningsfuld del af Frederiksborgs historie.

Gå på opdagelse i Ridderkapellet i Frederiksborg Slotskirke og på både Konge-, Dronninge- og Prinsessetrappen. På de to sidstnævnte hænger de ældste våbenskjolde, der overlevede branden på slottet i 1859.