Årsberetning 2025 – BLÅ JUL

Kongeligt porcelæn i Riddersalen

I anledning af 250-års jubilæet for Den Kongelige Porcelainsfabrik præsenterer vi en sanselig installation, hvor et af Royal Copenhagens ældste samleobjekter, juleplatten, iscenesættes i Riddersalen. Bag installationen står den prisvindende scenograf Julian Toldam Juhlin, der har stået bag opsætninger på bl.a. Det Kongelige Teater.

Kulturarv møder kulturarv i et abstrakt og sanseligt univers med 118 juleplatter under Riddersalens rigt udsmykkede loft. Nogle juleplatter er yderst sjældne og vises i særskilte montrer. Andre – og langt de fleste – er velkendte motiver fra vægge og juleborde og indgår i den spektakulære opdækning. Velkommen til BLÅ JUL, hvor alle Royal Copenhagens juleplatter siden den første lancering i 1908 er samlet.

Årets særlige jubilæumsjuleplatte

Ud over den store juleplattesamling skal du se skitser og forarbejder til årets juleplatte, som har en helt særlig tilknytning til Frederiksborg.

Frederiksborg har været motiv på juleplatten hele tre gange: i 1953, 2022 og 2025.  Dette års juleplatte fra Royal Copenhagen markerer naturligvis fabrikkens 250-års jubilæum og viser en buste af Enkedronning Juliane Marie, der var en af grundlæggerne af Den Kongelige Porcelainsfabrik i 1775. Ved siden af busten af hende i vindueskarmen står den allerførste årlige platte fra 1908, og gennem vinduet kan man se kirketårnet på Frederiksborg Slot, hvor Juliane Marie blev gift med Frederik 5. i 1752.

Motivet er skabt af kunstneren Allan Therkelsen, der har skabt juleplattemotiver og figurer for Royal Copenhagen gennem flere årtier.