Renovering af Himmelglobus

Den imponerende Gottorpske Himmelglobus på Frederiksborg er restaureret og viser igen planeternes færd på himlen.

En af Frederiksborgs mest imponerende genstande, Den Gottorpske Himmelglobus, er blevet restaureret, så den raffinerede mekanik atter fungerer, og planetguderne i globens store indre igen vandrer rundt om solen. Globussen, der er udført i messing, stål, sølv og egetræ, er et levende billede på det heliocentriske verdenssyn, der vandt frem i 15-1600-tallet: altså at Solen, ikke Jorden, er universets centrum. Urmagermester Rune Bakkendorff, der er tilknyttet Frederiksborg som urmager for den store ursamling på museet, står bag restaureringen. Han er undervejs blevet assisteret af Frederiksborgs møbelkonservator Micha Peter Malmgren.

Rune Bakkendorf har udbedret skader fra en knækket snekkerkæde, som har slået rundt i urværket og beskadiget flere dele. Ødelagte komponenter er blevet genskabt med laser og metaltråd eller nyfremstillet, hvorefter globussens indre er renset og smurt.

Himmelgloben indgik i hertugdømmet Gottorps bibliotek og kunstkammer, som hertug Friedrich 3. etablerede for at gøre sit hof til et kulturelt centrum i konkurrence med bl.a. Danmark. Globen kom siden til Danmark som krigsbytte. I 1879 købte brygger J. C. Jacobsen den til sit nye museum på Frederiksborg.

Den Gottorpske himmelglobus. Foto: Jonathan Damslund.

Yderst på himmelglobussen ses stjernetegnene – som Tvillingerne, Løven og Krebsen – fikseret på universets himmelhvælv. Inderst står Solen som en ubevægelig messingkugle. Jorden og de dengang kendte planeter kredser om Solen i samme tempo som i virkeligheden: F.eks. tager det ca. 29½ år for Saturn at nå rundt om jorden. Allerøverst viser en lille globe det gamle verdensbillede, hvor Jorden blev set som centrum for universet. Det hele er drevet af et sindrigt urværk, som altså nu har sat tiden og planeterne i gang igen.

Den Gottorpske Himmelglobus indgår som et af de syv ikoniske værker i IKONISK – Ind i historien. Både TV2 Nyhederne og TV2 Kosmopol lagde vejen forbi for at kigge nærmere på himmelglobussen i forbindelse med åbningen af IKONISK i starten af oktober.

I forbindelse med renoveringen udkom en episode af vores podcastserie PORTRÆT med Tore Leifer – med urmager astrofysiker Anja Cetti Andersen og Rune Bakkendorff.