Nationalhistorisk Museum

Hvem er vi? Og hvor kommer vi fra?

Skelsættende begivenheder, strømninger, perioder har påvirket og skabt det Danmark, vi kender i dag. I udstillingerne på Frederiksborg kan vi spejle os i fortiden og bruge den til at undersøge og tale om, hvem vi er, hvor vi kommer fra, og hvor vi er på vej hen. Som samfund og individer.
Frederiksborg formidler Danmarks historie fra 1500-tallet til i dag. Samlingen er bygget kronologisk op. Du går gennem tiden. Du kan springe i den, gå baglæns eller direkte til en bestemt tid.

Historiemalerier og bataljemalerier

Historiemalerier af en kroning, en arvehyldning og en overgang fra enevælde til demokrati er med til at tegne de lange linjer i Danmarks politiske, sociale og kulturelle udvikling, mens søslag, slagmark og soldater til hest og i skyttegrave vidner om en nation, hvis grænser har flyttet sig og som er blevet formet over mange hundrede år. Frederiksborgs samling af bataljemalerier fra det 20. og 21. århundrede viser, at Danmark også har spillet en rolle udenfor nationens grænser. Side om side med historiemalerierne fortæller portrætterne i portrætgalleriet om, hvordan mennesker har formet Danmark.

Porcelæn, ure, bøger og periodeinteriører

Betydningsfulde genstande som den Gottorpske Himmelglobus, en udgave af Kongeloven, originalmanuskriptet til Jammersminde og den første bibel oversat til dansk er eksempler på nogle af de genstande, du møder på Frederiksborg. Dertil kommer en omfattende ur- og porcelænssamling. Møbler og interiører fra middelalderen over renæssance og rokoko til klassicisme og dansk design i det 20. århundrede bidrager til forståelsen af Danmarks udvikling fra 1400-tallet til i dag.

Myter, overleveringer og rejser gennem tiden

I flere lofter over Frederiksborgs sale svæver myterne – århundreders overleveringer om Danmarks tilblivelse og guderne, kongerne og kongerigets storhed.  Du skal altså huske at kigge op.

Lys og mørke

Der findes almindelig museumsbelysning i samlingen med kunst fra det 20. og 21. århundrede på 3. sal samt i særudstillinger. Samlingerne fra det 15.-19. århundrede er derimod kun oplyst af lysekroner i udvalgte sale og spots på udvalgte værker. Sommerhalvåret lyser solen stuerne op. I vinterhalvåret derimod kan man med fordel opleve denne autentiske del af museet med lommelygte eller blot føle historiens vingesus i lysekronernes skær.

Audioguider og måder at opleve samlingen

Der findes forskellige audioguider til at udforske museet. ’Oplev i samlingen’ er en måde at opleve udvalgte værker i sammenhæng eller enkelte værker, der udstillet særskilt.