En helt fra 1864 hedder Frants Henningsens berømte maleri. Dragonen Niels Kjeldsen i blå uniform kæmper ene mand mod de preussiske husarer – og har dræbt en af dem. Kjeldsens højre hånd er forbundet og plettet af blod, sablen må han holde i venstre hånd. Men se, en af de usle preussere sniger sig ind på ham. Han kommer yderst til højre med løftet pistol, og om få sekunder er Niels Kjeldsen død. En heltedød på landevejen syd for Vejle, en februardag i 1864.
Men hov, øjenvidner fortalte, at Kjeldsen ikke havde dræbt nogen fjender, inden han blev skudt. Maleriet var en myte, og den kedelige sandhed blev et slag mod selve den danske nationalidentitet.
Men Henningsens maleri gør jo blot det, alle historiemalerier gør: de er altid en fiktion, en tolkning af historien. Maleriet blev taget ned fra museumsvæggen på Frederiksborg og var i årtier udlånt til dragonkasernen i Holstebro. Nu er det endelig vendt hjem til museet, hvor det hænger flot i stue 65.
I den nye bog Nederlagets ekko i serien 100 danmarkshistorier fortæller forskerne Sine Krogh og Anna Sandberg om den åndelige arv fra 1864. Om ånds- og kulturlivet, forfatterne og kunstnerne, der dels kritiserede krigens meningsløshed, dels kastede sig over den åndelige oprustning.

I stue 65 hænger også Niels Simonsens maleri af tilbagetoget fra Dannevirke den 5. februar 1864. De tapre soldater trækker en kanon med sig nordpå, men faktisk måtte langt de fleste – 142 ud af 175 – efterlades. Soldaterne gik møjsommeligt gennem sneen hele vejen til Flensborg, altså en tur på omkring 45 kilometer. I hvert fald ti danske soldater frøs ihjel i snestormen.
Der hænger også N.C. Hansens maleri af løjtnant Johan Anker, som tappert forsvarede Skanse 2 ved Dybbøl. Han fik ridderkorset dagen før slaget, altså den 17. april – og prøjserne lagde vægt på at tage ham til fange i levende live. Han blev sågar afbilledet på sejrssøjlen, Siegessäule, i Berlin.