PORTRÆT #130: BLÅ JUL – JULEPLATTER ISCENESAT I RIDDERSALEN
”Skøjteløb i København”, ”Tur ved Søerne”, ”Juletræsmarked”…
”Vinter i haven”, ”Frederiksborg Slot”, ”Juletid i skoven”…
Det er nogen af juleplatterne fra de sidste 10 år, alle tegnet af kunstneren Allan Therkelsen.
I 2025 fejrer Royal Copenhagen 250 år som en af Danmarks ældste designvirksomheder. En vigtig del af den historie er de blå-hvide juleplatter, der siden 1908 er blevet skabt som små nationalromantiske og nostalgiske fortællinger om dansk jul. Drømmen om jul.
På Frederiksborg kan man lige nu se alle Royal Copenhagens juleplatter siden den første i 1908 – altså 118 juleplatter i alt – iscenesat i en stor installation af scenografen Julian Toldam Juhlin – der er BLÅ JUL på Frederiksborg.
En kæmpestor lysende blå skive med årets juleplatte – to montrer med de allersjældneste og dyreste – og et langt julebord med 88 platter, dækket op med knive og gafler, glas og servietter, lyseffekter og lydlandskab – og hvor julebordet ligesom går i opløsning og platterne svæver væk – skyllet bort af oceanet, eller på vej ud i det ydre rum…
I denne episode medvirker: scenografen Julian Toldam Juhlin; kunsteren Allan Therkelsen, som siden 2016 har skabt motiverne på Royal Copenhagens juleplatter – også årets platte med Frederiksborg; og Hannibal Frydendal Hansen her fra Frederiksborg.
Dette års platte hylder selve stifteren af Den Kongelige Porcelainsfabrik, nemlig Dronning Juliane Marie. Platten har fået navn efter dronningen og motivet er af et vindue her på Frederiksborg, . Ved siden af busten står naturligvis den første juleplatte fra 1908. I baggrunden ses Slotskirkens karakteristiske tårn. Du kan gå i kunstneren Allan Therkelsens fodspor og finde vinduet på 2. sal i den lange gang i stue 51. Her kan man se, at han ikke har skildret den virkelige udsigt fra vinduet, men komponeret den, så det passer til platten.
Traditionen med juleplatter udspringer af Den Nordiske Industriudstilling i København i 1888, hvor Den Kongelige Porcelainsfabrik viste en række platter, der hurtigt blev eftertragtede samlerobjekter. Kunstneren Frans August Hallin videreudviklede idéen til en reliefteknik, som han i 1895 bragte med til Bing & Grøndahl. Her lancerede Harald Bing den første juleplatte.
Royal Copenhagen fulgte efter i 1908, og siden har de årlige platter været en fast del af julen.
Efter sammenslutningen af de to fabrikker i 1987 udgives serierne fortsat side om side og vidner om en mere end hundredårig tradition, hvor håndværk, nostalgi og national kulturarv mødes.


