Strategi bærer frugt: Danskerne vender tilbage til Frederiksborg
Download pakkenI alt 262.125 gæster besøgte Frederiksborg i 2025. Heraf var ca. 110.000 danske, hvilket er det højeste antal danske gæster på museet i nyere tid. Museet øger besøgstallet med 7% i forhold til 2024, selvom blandt andet et sporarbejde og logistiske udfordringer præger antallet af udenlandske gæster.
En anmelderrost særudstilling, fokus på den nyere portrætsamling, syv særligt udvalgte, ikoniske værker og en blå jul trak i 2025 særligt mange danske besøgende til museet på Frederiksborg Slot. Ca. 110.000 danske gæster fandt vej helt ind på slottet, der i fordums tid var et nationalt symbol, og som i dag – med Danmarks nationale portrætgalleri og danmarkshistorie fortalt i historiske rammer – skaber rum for samtale om identitet: Hvem vi er, og hvor vi kommer fra. De danske gæster udgjorde 42% af de i alt 262.125 gæster, og dermed er museet et skridt nærmere målet om en 50/50-procentsfordeling af danske og udenlandske gæster. Både november og december blev rekordmåneder med hele 43 og 34% flere besøgende end i 2024. Antallet af danske gæster er nu højere, end da museet satte besøgsrekord i 2018.
Fald i udenlandske gæster – sporarbejde formodes at have kostet besøgende
Mens de danske besøgende i højere grad har fået øjnene op for Frederiksborgs enorme samling og særudstillinger, ligger antallet af udenlandske gæster dog stadig under 2018 (199.664). Ca. 152.000 udenlandske gæster indløste billet til Frederiksborg i 2025, og det er et fald på ca. 8000 i forhold til 2024. En del af dette fald formodes at kunne tilskrives et omfattende sporarbejde på S-togslinjen samt et fald i gæster fra Nordeuropa. Kinesiske gæster udgør det største fald siden 2018, men denne nationalitet er nu på vej tilbage. Nordamerikanske gæster er den største vækstgruppe ligesom gæster fra Sydeuropa prioriterer Frederiksborg på deres rejse.
Ca. 27.000 gæster besøgte Frederiksborg med et Copenhagen Card (udstedes af Wonderful Copenhagen), der ud over at give adgang til Frederiksborg, giver gratis transport og adgang til Den lille færge på Slotssøen i Hillerød. Copenhagen Card er sammen med danske togrejsende den turistgruppe, der bidrager særligt til handelslivet i Hillerød.
Museet forventer at se en vækst i internationale gæster igen i 2026, og derfor tillader direktør Ulla Tofte sig at glæde sig over den samlede stigning i 2025, og at museets strategi om at tiltrække flere danskere bærer frugt:
”Museet på Frederiksborg blev oprettet for, at danskerne skulle kende deres historie og bruge den til at være bedre rustet til fremtiden. Det er den ambition, vi opdaterer i disse år, og derfor vi har så stort fokus på at nå det danske publikum, som vi inviterer til at reflektere over egen identitet og Danmarkshistorie i særudstillinger som Danner af Danmark og IKONISK i 2025,” siger hun og fortsætter:
”De udenlandske gæster er dog stadig et vigtigt økonomisk fundament. Vi giver dem en oplevelse med dansk kultur samtidig med, at de er med til at skabe omsætning, liv og opmærksomhed på Hillerød som by ude i verden.”
Løfter sløret for første del af modernisering
Museet lancerede i starten af 2024 en ny strategi, der skal bringe Frederiksborg tilbage til toppen af dansk turisme. Et stærkt udstillings- og aktivitetsprogram samt en ændret markedsførings- og kommunikationsstrategi har altså allerede trukket flere danske gæster til. Frederiksborg udvider desuden medarbejderstaben markant i de kommende måneder for at kunne indfri samlingens potentiale. Forude ligger også et stort arbejde med at forny publikumsfaciliteterne. Museet forventer at påbegynde moderniseringen i 2027, efter at der i 2025 er opnået tilladelse fra Slots- og Kulturstyrelsen samt fredningsmyndighederne til at forny museets adgangs- og udstillingsforhold, såvel som toiletter, museumscafe og -butik. De sidste godkendelser skal nu gives af Hillerød Kommune. På Frederiksborg håber man derfor på, at Hillerød Kommune inden for kort tid giver grønt lys til, at museet går i gang med at skabe et moderne museum. Desuden er genetablering af turistbusparkeringspladser afgørende for, at museet kan komme tilbage på 2018-niveau i forhold til antallet af udenlandske gæster.
For yderligere information, interview og besøg på museet kontakt kommunikationschef Sara Juel Andersen tlf. 29747553 eller mail sja@frederiksborg.dk
For further information, interviews ad press visits please contact Head of Communications Sara Juel Andersen +4529747553 / sja@frederiksborg.dk
Pressefoto kan benyttes med kreditering af fotograf + ‘/Frederiksborg’.
Fx Foto: Jonathan Damslund/Frederiksborg.
Fx Foto: Pierre-Alain Parfond/Frederiksborg.
Press photos may be used with credit to the photographer + /Frederiksborg.
Example: Photo: Jonathan Damslund/Frederiksborg
Example: Photo: Pierre-Alain Parfond/Frederiksborg.