
Museets strategi
Fortiden skal komme samfundet og fremtiden til gode. Sådan lød J.C. Jacobsens vision, og den bygger vi videre på i dag. Vi forsker i og formidler portrætter, historiemalerier og kunsthåndværk. Det gør vi for at skabe levende dialog om national historie og identitet.

Missionen bag
J. C. Jacobsens Vision
J.C. Jacobsen ønskede et museum, hvor forståelsen af fortiden skulle ruste borgerne til fremtiden. Han havde en enestående bygning, brugte kunsten som udtryksform og havde blik for ny teknologi. Det gjorde Frederiksborg til Danmarks mest moderne museum og ét af de mest besøgte. Nu opdaterer vi hans vision. Vi skaber et nationalhistorisk museum i tidssvarende rammer, hvor vi fortæller historien gennem kunst og genstande. Vi åbner dørene for samtale om, hvad national identitet er, og vi er nysgerrige på andres perspektiver.
(åbner i ny fane)
