Fadeburet på Frederiksborg – en ny indgang til Nationalpark Kongernes Nordsjælland åbnet
Download pakkenMandag d. 8. juni åbnede Frederiksborg i samarbejde med Hillerød Kommune, Nationalpark Kongernes Nordsjælland og Rabarbergaarden Slottet en ny officiel indgang til Nationalpark Kongernes Nordsjælland – en ganske særlig indgang, nemlig fra det slot, hvor kongerne opholdt sig, når de benyttede det nordsjællandske jagtlandskab.
Scroll ned for pressefotos.
Direktør Ulla Tofte bød de mange fremmødte herunder tre børnehaver velkommen, og Hillerøds borgmester Christoffer Lorenzen (K) holdt en åbningstale særligt for de indbudte børn.
Indgangen går under navnet Fadeburet, og her kan alle – fra byens børnehaver og forbipasserende bysbørn til turister, museumsgæster og cykelryttere – blive inspireret til oplevelser i naturen og kulturen omkring os. Gennem foldere med turforslag, oversigtskort og formidling særligt tilrettelagt til dagtilbud, børn og familier byder Fadeburet velkommen til Nationalpark Kongernes Nordsjælland.
Lige uden for Frederiksborg træder man ud i Nationalpark Kongernes Nordsjælland. Det store renæssanceanlæg bestående af slot og slotshaver – Nordens største af sin art – ligger i selve nationalparken. Frederiksborg Slot er udnævnt til en af Hillerøds indgange til Nationalpark Kongernes Nordsjælland.
Kaffe og diverse to go
Rabarbergaardens slotsafdeling er flyttet ind i Fadeburet med salg af to-go-kaffe og et skiftende udvalg af andre to-go-produkter til turen ud i slotshaverne og nationalparken.
I juni er Fadeburet åbent i weekender fra kl. 10 til 17. Herefter er der åbent alle dage i skolernes sommerferie mellem kl. 10 og 17.
Hillerød Kommune støtter det samlede projekt, og derudover findes informationsmateriale og inspiration til oplevelser i Nordsjælland formidlet i samarbejde med Visit Nordsjælland.
Samarbejdet mellem parterne giver mulighed for løbende aktiviteter, miniudstillinger og formidlingstiltag, som tilsammen styrker fortællingen om områdets kultur, historie og natur til glæde for områdets gæster.
Fadeburet – før
Fadeburslængen er opført omkring år 1580 og er dermed en af slotsområdets ældste bygninger. Bygningen har i sin grundform været stort set uændret siden opførelsen, men har – som mange andre bygninger fra 1500-tallet – undergået en række ændringer gennem tiden.
Bygningen blev oprindeligt opført i bindingsværk i én etage. På Chr. 4.s tid blev facaden mod slottet skalmuret i røde mursten, og bygningen blev forhøjet med endnu en etage. Havefacaden er udmuret senere, formodentlig i løbet af 1700-tallet.
Navnet Fadeburslænge er ikke oprindeligt. Bygningen har tidligere gået under navnene Fadebursstuen, Oldfruens Fløj og Havremagasinet. Fadebursbetegnelsen er valgt, fordi det var her, man opbevarede slottets husgeråd i form af dækketøj, sengeklæder, bordtæpper m.m.
Kilde: Slots- og Kulturstyrelsen – let redigeret