Nobelprisvinder Morten Meldal optaget i det nationale portrætgalleri

Download pakken

Videnskabskvinder og -mænd former dansk identitet og opfattelsen af Danmark som en forskningsnation. Derfor er de vigtige i portrætgalleriet på Frederiksborg. I et nyt portræt af Nobelprismodtager Morten Meldal – manden bag afgørende forskning inden for kemi – udført af kunstner John Kørner, mødes kunst og kemi i en udefinerbar eksplosion.

15. januar 2026 føjede Frederiksborg endnu et videnskabsportræt til portrætgalleriet, da et portræt af forskeren og nobelprisvinderen Morten Meldal (f. 1954) blev afsløret.

Billedkunstner John Kørner har fanget Morten Meldal med sikkerhedsbriller og hvid kittel midt i en forklaring. Meldal gestikulerer med hænderne og er optaget af at fortælle os noget. Han er professor i kemi og en af Danmarks mest anerkendte kemikere. I 2022 modtog han Nobelprisen i kemi for sin opdagelse af “click chemistry”, “klik-kemi” – en metode til at samle molekyler hurtigt og præcist, som har afgørende betydning for udvikling af bl.a. nye lægemidler. På portrættet står Meldal i et udefinerbart vibrerende, nærmest abstrakt landskab, måske i en eksplosion af gasser, krystaller, molekyler – og ideer. Farverne er karakteristiske for Kørner og holdt i syrlige og neon-agtige nuancer.

Læs mere i pressemeddelelsen, der kan downloades herunder. Fredag formiddag følger billeder fra portrætafsløringen. 

For interview og besøg i udstillingen, kontakt kommunikationschef Sara Juel Andersen på mail: sja@frederiksborg.dk/ tlf. +4529747553.

For supplerende fotomateriale, kontakt kommunikationskonsulent Maria Permin på mail: mp@frederiksborg.dk / tlf. 52100892.

Filer